Jeg har altid haft et kærlighed/had forhold til mad og motion og har altid ligget til den buttede side. I nogen år lå jeg stabilt på 63-65 kilo og var dengang ganske tilfreds, dog er min drømmeverden, og har altid været, 60 kilo. I januar, 2010 meldte jeg mig ind i fitnessworld og blev bidt af motion. Jeg dyrkede motion 3-4 gange om ugen og begyndte at udforske mange nye former for motion; boksning, spinning, bodyfit, yoga, selvstændig styrketræning. Jeg endte ud med at få en kropsform og en kondition, jeg var rigtig glad for og når jeg tænker tilbage, var mit velvære på dengang 65 kilo, meget højere end idag. Jeg blev bidt i sådan en grad, at jeg i september 2010 blev uddannet fitnessinstruktør i en forening.
I 2011 holdte jeg sabbatår efter at have fået den blå hue på og begyndte at arbejde. Og det er nok her, det for første gang går ned ad bakke. Fra januar 2011 til september 2012 var mit 50-timer-om-ugen-arbejde stort set min eneste motion.
Jeg fik heldigvis en ny, god veninde, som fik trukket mig med til spinning 1-2 gange om ugen, igennem et halvt års tid og det har været den afgørende faktor, for at jeg kunne holde vægten.
Jeg stoppede med at arbejde og begyndte på et studie. Dette droppede jeg dog ud af efter et år begyndte på et nyt studie i september 2013. I denne periode har jeg haft rigtig svært ved at kombinere motion og studieliv. Har slet ikke kunne finde ud af at prioritere, men tværtimod er mit madindtag ikke faldet. Jeg er bestemt ikke en trøstespiser, jeg kan blot rigtig godt lide mad.
I oktober 2013 fik jeg desværre et springerknæ i forbindelse med fodbold, som jeg har skulle komme over og samtidig har jeg brugt det som undskyldning for ikke at komme igang.
Nu står jeg så i juli 2015 og er bestemt ikke tilfreds med, hvad jeg ser i spejlet. Jeg har prøvet mange gange at komme igang igen, men hver gang er den samme skuffelse, da jeg kommer til at sammenligne med mig selv tilbage i 2010, hvor kroppen og kondien var god. Og det går op for mig at jeg ikke er der længere. Det er nedtrykkende. Men det kan ikke blive ved. Jeg har altid sagt til mig selv "jeg vil ikke være tyk". Men nu er jeg tyk. Jeg er nærmere betegnet 15 kilo væk fra min drømmevæk.
Og nu skal det være slut.
Lykken er ikke at være tynd, men lykken er at være tilfreds med sig selv. Og jeg tror på at lykken ligger på den anden side af de 15 kilo. Det er mit projekt
Ingen kommentarer:
Send en kommentar